ET TILBAGEBLIK PÅ 2018

Så har vi endnu engang trykket på reset knappen. Regnskabsåret 2018 er afsluttet og et nyt og spændende år ligger foran os. Det er en god anledning til at stoppe op, tage et kig på året, der gik og skue fremad mod det næstes udfordringer.

Adm. direktør Kim Fahrenholtz præsenterer her resultaterne.

TechPeople fik et tilfredsstillende resultat i 2018. Vi omsatte for 78.914.415 kr. mod 76.402.961 kr. året før. Vi oplevede gennem 2018 en meget stor efterspørgsel, der burde have resulteret i en forøget omsætning på yderligere 5-10 millioner. Men som vi forudsagde i starten af 2018, ville vores største udfordring blive at finde ressourcer.

 

Rift om de gode konsulenter

Ligesom vores kunder har vi kæmpet med at finde kvalificerede medarbejdere og freelance konsulenter. Den lokale konsulent-andedam har været tæt på at tørre ud. Vi har derfor brugt mange ressourcer på at finde dygtige konsulenter i udlandet. Det er også lykkedes i et vist omfang, bl.a. har vi fundet dygtige folk i Rusland, på Sri Lanka, i Polen og i Kroatien.

Arbejdet med de udenlandske folk er på mange måder med til at gøre vores hverdag sjov og alsidig og har også gjort det muligt for os at lukke nogle huller vi ellers havde måttet opgive.

Ulempen er, at processen omkring udenlandsk arbejdskraft tager længere tid. Vi skal være 100% sikre på, at kvalifikationer og referencer er på plads, at konsulenten får arbejds- og opholdstilladelse, bolig og ikke mindst bliver registreret over for Skat.

For at håndtere den øgede arbejdsmængde har vi derfor styrket vores interne kræfter på ressourceområdet. Vi ønsker nemlig ikke at slække på vores kvalitetsværdier.

 

Hvad vil 2019 bringe?

Det bliver et godt år og vi glæder os! Vi har indtil videre ikke set tegn på opbremsning hos vores kunder, så vi ser frem til endnu et travlt år.

Vi vil bruge lidt kræfter på at fokusere på nogle udvalgte kompetencer og styrke dem yderligere gennem en målrettet salgsproces. Vi har en virkelig stor kompetencebredde og det er ikke dem alle, der har fået lige meget opmærksomhed, da vores forretning i høj grad er kundestyret. Mekanik-udvikling er et af de områder vi vil fokusere særligt på. Læs mere om vores kompetencer inden for mekanik i denne artikel.

Ud over dette vil vores fokus i 2019 endnu engang være de tre parametre, der gør os til en stærk partner: Kundetilfredshed, det perfekte match mellem kunde og konsulent samt gennemsigtighed i vores forretning for alle parter.

Tak for tilliden, både til TechPeoples kunder og konsulenter.    

Kim Fahrenholtz

Kim Fahrenholtz

Direktør

E:

M: 40 15 95 75