FART PÅ I AARHUS

Henrik Green ny i salgs-teamet, Casper Agerskov ny konsulent

Et år efter åbningen af TechPeoples Aarhus-kontor er der gode nyheder fra salgschef Brian Hørup Obel og hans kolleger:

– Tilgangen af opgaver har været overvældende, fortæller Brian.

– TechPeople er mange kunders foretrukne konsulentpartner på Sjælland. Men vest for Storebælt har TechPeople været mere eller mindre ukendt, indtil vi åbnede Aarhus-kontoret for et år siden. Set i det lys har kunderne taget rigtig godt imod os og vores aktivitetsniveau overstiger lang vores forventninger, både på kunde- og konsulentsiden. Det er baggrunden for, at vi nu opruster vores team.

Henrik – bindeled mellem kunde og konsulent

På salgssiden har TechPeople pr. 1. september ansat Henrik Green. Henrik er uddannet svagstrømsingeniør med speciale i embedded software. Henrik kommer til TechPeople med et gedigent CV, både som udvikler og projektleder og ikke mindst med tre patenter i baglommen.

Han har mere end ti års erfaring i lysbranchen, bl.a. fra Martin og fra den kinesiske virksomhed PR Lighting. Desuden har Henrik arbejdet som udviklingschef hos Neets, der udvikler avanceret AV-styring til bl.a. mødelokaler.

– Min rolle bliver at tage den dybe faglige snak med vores kunder. Jeg vil være bindeled mellem vores kunder og vores konsulenter. Sammen med kunden kan jeg lave en dybgående analyse af, hvilke kompetencer det kræver at løse den enkelte opgave. Sammen med konsulenterne kan jeg tage tilsvarende dialog, for at finde den helt rigtige kompetenceprofil til den pågældende opgave.

Brian Horup Obel supplerer:

– Ikke mindst har Henrik et stort branchekendskab og en personlighed der gør, at han er god til at skabe langvarige og stabile relationer til vores kunder. Jeg er meget glad for, at vi nu har fået en ekstra mand ombord, der har stor faglig tyngde og som kan foretage en grundig analyse af kundernes behov og finde det optimale match hos vores konsulenter. Det styrker TechPeoples Aarhus-kontor markant, og med den fremgang vi oplever er der masser af opgaver at tage fat på.

Casper – stærk på hardware-nær software

På konsulentsiden er Casper Agerskov ansat som ny embedded udvikler. Caspers stærkeste side er hardware-nær softwareudvikling.

– Mit speciale er embedded software, og der hvor jeg er stærkest er driver-udvikling til Linux. Faktisk har jeg igennem hele min karriere arbejdet med Linux på en ARM-processor. Jeg har programmeret rigtig meget i C og C++ og følger med i den nyeste udvikling i C++ verdenen. Jeg føler, at jeg er ret godt med på det område. Senest har jeg sat mig ind i de tre aktuelle C++ revisioner 11, 14 og 17. Men ud over det har jeg brugt mange andre teknologier, herunder .net og Java.

Casper er uddannet IKT-ingeniør og kommer fra et job hos Unisense, der udvikler mikro-sensorer til forskningsverdenen. Han har f.eks. lavet embedded software til de autonome robotter, som havforskere bruger til indsamling af vand- og havbundsprøver, herunder de værktøjer man konfigurerer robotterne med inden en mission.

Desuden har han arbejdet som udvikler hos B&O, hvor han sammen med designafdelingen producerede prototyper af nye produkter, til præsentation i virksomhedens ledelse og bestyrelse.

– Hos B&O anvendte jeg de teknologier der fungerede bedst til at løse opgaven, og det var både .net, C++ og Java. Ud over at arbejde i udviklingsafdelingen var jeg en del af grafik-gruppen, hvor jeg udviklede grafik-framework og grafiske brugerflader til en række produkter.

Som konsulent i TechPeople glæder Casper sig til at lære mange forskellige virksomheder at kende.

– Frem til nu har jeg haft nogle rimeligt lange ansættelser. Nu synes jeg, at jeg er klar til at arbejde møde mange forskellige virksomheder og projekter. Jeg ser virkelig frem til at tage fat på nye opgaver og udfordringer.

Casper Agerskov startede hos TechPeople 1. august.

– Henrik og Casper styrker TechPeoples Aarhus-kontor markant, og med den fremgang vi oplever er der masser af opgaver at tage fat på.