FORBUNDNE TOILETTER SKABER BEDRE FESTIVALOPLEVELSE

IoT-løsning med ”connected toilets” på årets Roskilde Festival overvågede gæsternes toiletfærden.

Som en del af et årligt tilbagevendende projekt mellem CBS og Roskilde Festival skulle Neocortec, sammen med IBM og Arrow, se på anvendelsen af festivaltoiletterne. Formålet var at optimere løsningen fra rengøring til placering og tømning, og derved spare ressourcer samt skabe en mere hygiejnisk oplevelse for festivaldeltagerne. Konsulenthuset TechPeople blev hentet ind for at integrere den løsning og funktionalitet, som kunne strikke hele det multidisciplinære projektet sammen.

»Vi indgår i dialog med kunderne for at skabe brugerdrevne løsninger. Vi har stor viden om IoT og højt kendskab til elementerne, så vi finder hurtigt frem til, hvordan løsningen skal integreres,« fortæller Kim Fahrenholtz, CEO hos TechPeople.

For få år siden var IoT-teknologien en kompliceret og langsigtet proces, men i dag kan der forholdsvis hurtigt skabes konkrete og mærkbare forbedringer for forbrugere.

»IoT er gået fra at være teknologidrevet til at være markedsdrevet. Det primære fokus ligger i dag på forretningsdrevet brugeradfærd, og hvordan vi skaber en nem og brugbar løsning for kunden,« siger Thomas Steen Halkier, CEO fra Meshnetværksvirksomheden Neocortec.

På under tre uger spillede det hele sammen

Blot tre uger inden festivalen løb af stablen, mødtes projektteamet på den plads, der senere skulle være campingareal for festivalen.

»Vi var tre mand med forskellige baggrunde, og det eneste, vi vidste, var at vi skulle måle et eller andet med de her toiletter. Vi havde forskellige ideer som at sætte bevægesensorer op ved toiletterne, men pladsformanden fortalte, at alt ville blive fjernet og saboteret af gæsterne, og rengøringen med en 200 bar højtryksspuler ville i øvrigt ødelægge elektronikken,« forklarer Thomas Steen Halkier.

Til sidst kom ideen om at veje hele toilettet og på blot to uger lykkedes det at skabe en meningsfuld løsning ved hjælp af IoT.

»Der blev sat vejeceller ind under toiletternes hjørner, så man kunne måle toilettets vægt over tid og få informationer om anvendelsen. Så var der en forventning om at toilettets vægt ville stige som en funktion af tid.«

Neocortec havde spidskompetencen inden for det trådløse netværk, Arrow leverede veje-cellerne og IBM havde cloud-løsningen. Dertil gik TechPeople på tværs af det hele og forbandt byggeklodserne.

»TechPeople sikrer løsninger hos mange kunder, men vi bliver sjældent nævnt. Det har vi det fint med, for vi ved, at konsulenternes kompetencer er med til at frembringe kundernes succes,« konstaterer Kim Fahrenholtz.

Øjeblikkelig værdi for brugerne

En overraskende observation var, at en kort opstået vægtforøgelse indikerede at folk gik ligeså hurtigt ud som de kom ind, hvilket markerede, at det var tid til rengøring.

»Connected Toilets er en IoT-løsning, som løser et lavpraktisk problem og giver en øjeblikkelig værdi for brugeren,« fortæller Kim Fahrenholtz og fortsætter »der var jo mange andre forsøg med indsamling af data derude, men meget af det var BigData, som var svært at forholde sig til. Derfor syntes mange at målingen af toiletadfærden var mest relevant, fordi det var så adfærdsdrevet.«

Det var ikke givet på forhånd, at opgaven krævede en IoT-løsning. Det er således ikke blot teknologi for teknologiens skyld; der ligger et adfærdsrelevant marked bag.

»I modsætning til andre løsninger, hvor teknologien bare bliver skubbet ud, var løsningen her en anvendelse af teknologien, fordi det gav mening. IoT er nogle komponenter i værktøjskassen, som kan skabe nogle løsninger på ganske kort tid. De her ting tager jo ofte lang tid, så det interessante er virkelig, at vi på 14 dage lykkedes at lave en fuldstændig komplet løsning,« siger Thomas Steen Halkier.

Til virksomheder, som har et behov for at integrere IoT i deres produkter, er anbefalingen fra Kim Fahrenholtz og TechPeople, at man starter med de basale behov og arbejder med løsningen derfra.

“TechPeople sikrer løsninger hos mange kunder, men vi bliver sjældent nævnt. Det har vi det fint med, for vi ved, at konsulenternes kompetencer er med til at frembringe kundernes succes,” konstaterer Kim Fahrenholtz.