FASTANSAT HOS TECHPEOPLE

HVERDAGEN SOM FASTANSAT HOS TECHPEOPLE

Mød en række konsulenter, og læs mere om, hvordan de oplever hverdagen hos TechPeople

Hvis du går og drømmer om at prøve konsulentrollen, men alligevel ønsker et fast tilhørsforhold, så er der mulighed for at blive en del af TechPeoples fastansatte konsulenter.

Hos TechPeople ønsker vi at øge antallet af fastansatte konsulenter og opbygge et stærkere og bredere fundament, så vi bedre kan forankre viden i TechPeople. Men vi er kræsne. Ud over de faglige kompetencer, ser vi også på kandidatens konsulentkompetencer, og dernæst på om vi har lyst til at sidde sammen med vedkommende i en togkupe til München. Der skal nemlig være et match på den sociale side.

Hos TechPeople er der højt humør og vi har det hyggeligt sammen. Vi er en hyggelig lille familie, og mange af vores medarbejdere har været med i mange år. Vi samles jævnligt til møder, hvor vi orienterer hinanden om stort og småt. Mødet ender altid med et socialt arrangement, måske et restaurantbesøg eller en koncert.

HENRIK ØSTERGAARD MADSEN

KARSTEN LANGER ERIKSEN

MADS ANDREASEN

MØD HENRIK ØSTERGAARD MADSEN

Specialist i embedded udvikling og har arbejdet hos TechPeople siden februar 2016

Hvorfor har du valgt at arbejde som konsulent?

Konsulenter koster penge. Derfor sætter man dem ind der, hvor der er vigtige udfordringer der skal tackles. Som konsulent får du opgaver der, hvor det virkelig brænder på. Hvis du kan trives med den slags krav, så er livet som konsulent godt. Du får næsten altid mulighed for at lave noget, der er spændende og fagligt udviklende.

Hvilken type konsulent er du?

Jeg er først og fremmest generalist inden for embedded udvikling. Jeg har selvfølgelig et domænekendskab på en række områder, men min primære kvalifikation er en stor erfaring og generel viden om hvordan man laver embeddede systemer. Når en opgave så kræver en helt specifik kompetence inden for en bestemt teknologi, så læser jeg op på emnet. F.eks. krævede min nuværende opgave viden om Bluetooth. Det måtte jeg så lære fra bunden af. Men i kraft af min joberfaring og min faglige bredde er jeg god til at tage ny viden ind og sætte tingene i perspektiv.

 

Hvorfor har du valgt at arbejde hos TechPeople?

Jeg ved hvad TechPeople står for, og jeg kan godt lide den måde de driver konsulentvirksomhed på. Jeg har prøvet at arbejde som konsulent andre steder, og det var ikke så godt. Når økonomer kommer ind og skal styre forretningen, så går det galt. Som konsulent har du brug for at føle en ægte tilknytning til den virksomhed du arbejder for. I TechPeople er de gode til at skabe den tilknytning. Fællesskab er vigtig for mig. Det er vigtigt at mødes med sine kolleger, både fagligt og socialt. F.eks. spiller vi badminton en gang om ugen, når tiden er til det. Desuden har vi månedsmøder og en årlig teambuilding-tur i Alperne.

 

Kan du nævne nogle gode og nogle dårlige ting ved det at arbejde som konsulent?

Noget af de gode er, at du kommer ind i en virksomhed og får mulighed for at komme med ny inspiration og måske at ruske op i nogle uhensigtsmæssige vaner hos udviklerne. Det dårlige kan være, at du som konsulent måske ikke føler så meget ejerskab til det produkt du er med til at udvikle. Men alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds. Jeg har det godt som konsulent, og det skal der ikke laves om på foreløbig.

MØD KARSTEN LANGER ERIKSEN

Har arbejdet hos TechPeople siden juni 2015

Hvad er dit speciale?

Jeg fokuserer på embedded software. Det er en vigtig grund til at jeg er hos TechPeople. TechPeople har rigtig godt fat i de virksomheder, der beskæftiger sig med apparatudvikling. Det betyder, at sådan en som mig får tilbudt mange gode opgaver.

Hvorfor har du valgt TechPeople?

Først og fremmest har jeg det godt med at være konsulent. Jeg synes det er spændende at komme ud op opleve forskellige virksomheder. Jeg kan godt lide at arbejde sammen med nye mennesker og deltage i udviklingen af forskellige produkter. Som konsulent få man lov til at se mange virksomheder og løse mange typer opgaver.

Jeg har tidligere arbejdet sammen med Kim Fahrenholtz i Embeddit og DataRespons, i perioden 2003 til 2009. Jeg kom tilbage til TechPeople, fordi jeg godt kan lide den måde de arbejder på. Jeg har stor tiltro til, at TechPeoples salgsteam finder de rigtige kunder og de opgaver, der passer til mig. Jeg ved at Kim og hans medarbejdere er reelle og meget respekterede hos kunderne, og jeg ved at jeg ikke bliver oversolgt til en opgave, der ikke passer til mig.

Jeg synes også det et godt tegn for firmaet, at mange af os, der tidligere var med i Embeddit og DataRespons nu er vendt tilbage. Det betyder jo, at det er en god arbejdsplads og at man kan få lov til at lave de ting man gerne vil.

Og så ved jeg, at jeg har nogle dygtige kolleger. Da jeg blev ansat kunne jeg se, at de medarbejdere der var der i forvejen var rigtig dygtige. Det betyder noget. Man vil jo gerne være en del af en virksomhed med dygtige folk.

 

Hvordan er det at være konsulent hos TechPeople?

Det er Kim og de andre sælgere, der har kontakten til kunderne. De forsøger så at matche os med de opgaver de får ind. Da jeg blev ansat fik jeg f.eks. to stillinger at vælge imellem. Den ene af dem lå lige til højrebenet. Kim og jeg tog ud til kunden og fik en grundig snak om opgaven og så kørte det egentlig bare derfra. Jeg har siddet hos den samme kunde inden for Smart Metering nu i omkring to år. Jeg kører projektet sammen med nogle rumænere og svejtsere og det slutter til efteråret. Så må vi se, hvad der kommer derefter.

 

Fortæl lidt om det sociale og om det faglige

Vi ses en gang om måneden, typisk til et møde om hvordan det går i virksomheden. Bagefter er det et socialt arrangement, og vi går måske ud og spiser eller hører musik sammen. Det er meget hyggeligt. Det er godt at lære sine kolleger bedre at kende, når man nu ikke sidder sammen med dem til daglig.

Vi kan sagtens bruge hinanden til fagligt input også. Jeg ved hvem jeg skal ringe til, hvis jeg har brug for hjælp til noget specielt.

 

Hvordan er det at arbejde som konsulent? Hvad kræver det?

Først og fremmest skal man kunne falde til i den organisation man arbejder i. Og man skal vise, at man har en berettigelse i teamet. Nogle gange skal man i starten lige overbevise alle i teamet at det er en god ide man er med, og at man kan bidrage med noget.

I mit nuværende job er jeg et fuldgyldigt medlem af udviklingsteamet. Bortset fra at jeg ikke deltager i de interne møder om virksomhedens strategiplaner, årsregnskab osv.

 

Har du indflydelse på de opgaver du får tilbudt?

Hos TechPeople kan man få lov til at melde ind, i hvilken retning man gerne vil udvikle sig og hvad man synes er spændende. Det betyder meget. Til en vis grad kan man få det som man vil, forudsat opgaverne er der, selvfølgelig. Man kan få ret stor indflydelse på, hvor man kommer hen.

MØD MADS ANDREASEN

Diplomingeniør med software som speciale og har været ansat hos TechPeople siden 2012

 Hvorfor har du valgt at arbejde hos TechPeople?

Først og fremmest synes jeg det er sjovt at være konsulent. Og så synes jeg det er godt at være i en virksomhed, der ikke er så højtidlig. Hos TechPeople er der en ret fri omgangstone. Det er nogle hyggelige folk, der er i virksomheden, og det gælder sådan set alle.

Vi konsulenter sidder jo rundt omkring og ser måske ikke så meget til hinanden. Men når vi har vores månedsmøder, så er det altid rigtig hyggeligt at være sammen. Og det er sjovt, når vi mødes til teambuilding og sociale arrangementer. Vi hjælper også tit hinanden med faglige ting. Hvis jeg render ind i et problem ude hos en kunde kan jeg altid lige give et ring til kollegerne og få noget input. For os, der sidder ude, er det rart at have et bagland man kan trække på, når man er i nød. Jeg ved, at det sætter kunderne også pris på.

 

 

Hvordan fungerer samarbejdet ude hos kunden?

Ude hos kunden indgår jeg på lige fod med kundens egne medarbejdere. Mange af dem har været i virksomheden længe, så vi konsulenter fungerer tit som et frisk pust. Vi prøver i hvert fald at være det. Vi har nogle andre erfaringer, som vi gerne vil byde ind med og vi bliver ofte brugt til at afprøve nye ting.

 

Hvordan foregår det, når du får nye opgaver?

Jeg synes TechPeoples salgsteam gør et godt stykke arbejde for at skabe det rigtige match mellem kunde og konsulent. Det foregår på en meget fin måde, synes jeg. Du bliver præsenteret for en opgave og bliver spurgt, om du kan byde ind på den. Så kommer du ud til en ansættelsessamtale ude hos kunden, sammen med en sælger fra TechPeople. Det er meget rart at have sælgeren med, bl.a. når der kommer kommercielle spørgsmål.

Så får man en grundig snak om hvilke faglige kompetencer opgaven kræver, om hvem du er og hvad du kan byde ind med. Vi vender også det sociale. Det betyder jo også noget, at du kan finde ud af at indgå i det team, der er ude hos kunden.

 

Hvordan er det at starte hos en ny kunde?

Der er altid masser af ting man ikke ved. Dengang jeg startede som konsulent var jeg nervøs for at få spørgsmål jeg ikke kunne svare på. Men vi konsulenter har jo selvfølgelig ikke svar på alt.

Du bliver nødt til at sige til kunden, at her er der altså noget du ikke kan forstå. Det er vigtigt at være åben omkring de ting. Det vil kunderne også gerne have. De forstår jo godt, at man ikke kommer med et detaljeret kendskab til deres forretning første dag man starter.

 

Fortæl lidt om din karriere. Hvad er dit speciale?

Jeg er uddannet diplomingeniør med data som speciale. De første 5-6 år havde jeg et almindeligt job og derefter blev jeg konsulent, først i Embedit og DataRespons og derefter i TechPeople. Mit speciale er, at jeg er god til at få ting til at hænge sammen. Jeg er ikke ham, der sidder og optimerer på algoritmer og får de sidste bits ud af det. Men jeg er god til protokoller og til at forstå hvordan systemer hænger sammen. Jeg er god til at få de enkelte software-klumper bundet sammen på en fornuftig måde. Og så fokuserer jeg meget på, at man har styr på sin softwarekvalitet og sit byggemiljø.

VORES VÆRDIER

Hos TechPeople er vores konsulenter vores allervigtigste investering og kilden til succes hos vores konsulenter. Derfor værner vi om vores værdisæt og arbejder ud fra vores værdier i rekrutteringen, så vi sikrer os, at det også opleves af vores kunder.

RESPEKT

Vi holder altid ord – uanset om vi indgår en aftale med en af vores konsulenter eller med dig som kunde.

MATCH

Vores tætte relationer til konsulenter og kunder sikrer, at vi altid sammensætter det helt rigtige match.

A

PARAT

Vi opbygger kontinuerligt en buffer af dygtige konsulenter, som sikrer, at vi teknologisk er foran dine behov.

w

TILLID

Vi er “No Nonsense”. Vi møder dig i øjenhøjde og løser opgaven uden at prakke dig alt muligt på.

KONTAKT OS

Aarhus

bho@techpeople.dk

Tlf: 30 22 59 99

Rymarken 2

8210 Aarhus V

 


Herlev

tov@techpeople.dk

Tlf: 24 76 28 91

Smedeholm 10

2730 Herlev