LINUX VINDER FREM I DEN EMBEDDEDE VERDEN

Fokus på Linux – mere end 60 procent af de forespørgsler TechPeople får fra kunderne handler om konsulenter med Linux-kompetencer. Det er et klart tegn på, at Linux-platformen vinder frem i den embeddede verden. Hvorfor? Vi har spurgt Rune Hillebo Wiinberg, udviklingschef i Landis & Gyr.

Flere og flere vælger Linux i stedet for en mere traditionel embedded platform. Hvad er årsagen? Er det på grund af udviklingspris på software og hardware, udviklingsværktøjer, freeware, eller noget helt andet?

– Der er flere årsager; en væsentlig en er nok, at brugen af Linux støtter de stigende krav til kompleksitet, interoperabilitet og fleksibilitet, som mødes i udvikling af mange typer af produkter. I tillæg har den teknologiske udvikling muliggjort brug af større processorer (med Linux) i sammenhæng, der tidligere var domineret af mindre mikroer med specialiseret firmware.

De relaterede værktøjer har også opnået en højere grad af modenhed, der forenkler og støtter brug i apparatudvikling.

– Sideløbende er der hos mange udviklingsansvarlige sket en holdningsændring. Den gamle, konservative holdning var, at Linux var farlig og noget man skulle holde sig fra. Nu er Linux blevet mere spiseligt, såvel teknisk som kommercielt.

Hvordan arbejder I med Linux i din udviklingsafdeling?

– I min afdeling udvikler vi sensorer og kommunikation til overvågning af distributionstransformere i energinettet. På transformatorstationerne i el-nettet er der typisk installeret kommunikationsmoduler, der fungerer som bindeled mellem lokale sensorsystemer og fjernsystemer, som elselskaberne bruger til overvågning af nettet. Dette kræver stor fleksibilitet og det er her vi har gavn af Linux platformen.

Hvad siger din kolleger i andre virksomheder om Linux?

– Udviklingen har været længe undervejs og i de seneste år er der for alvor kommet fart på. Nu er der rigtig mange, der er blevet overbevist om, at Linux er velegnet til at lægge ind på indlejrede systemer, også i industrielle sammenhæng. Dette giver selvfølgelig en øget efterspørgsel efter udviklere med Linux kompetencer.

Kan du give et bud på de væsentligste fordele og ulemper ved Linux som embedded udviklingsværktøj?

– En væsentlig fordel er adgangen til en stor eksisterende kodebase og et kæmpe fælleskab. Du er som udviklingsorganisation ikke alene om at vedligeholde din kodebase og du kan løbende drage fordel af andres erfaringer og forbedringer.

– En anden fordel er, at du ressourcemæssigt får adgang til en bredere skare af udviklere – som ikke alle behøver at være specialister i afbrydelseshåndtering og magisk instrumentering af hjemmebryggede simple kerner. Dette betyder, at du kan accelerere dine udviklingsprojekter.

– En ulempe er kvalitetssikring; Hvordan sikrer man f.eks. kvaliteten af diverse Open Source biblioteker? En anden ulempe er der mange kommercielle og juridiske forhold, som din organisation skal have styr på: Hvordan forholder man sig til virale licenser?  Hvordan forholder man sig til at skulle offentliggøre kildekode?

– Og så vil jeg da lige understrege, at Linux ikke kan alting. Hvis der f.eks. er skarpe krav til “hård realtid”, så er Linux ikke (nødvendigvis) det rigtige værktøj.

Læs i næste TechPeople nyhedsbrev

Yocto: byggeklods-system skaber orden i kaos

– nu hvor Linux vinder frem i den embeddede verden er det blevet tid til at standardisere. Linux-udvikler Karsten Langer Eriksen, TechPeople, introducerer Yocto, der hjælper dig med at bygge en customiseret Linux distribution

Vi tager hul på en serie artikler om Linux’ rolle i udviklingen af embeddede løsninger. Her handler det om Landis & Gyr. Næste artikel fokuserer på Yocto.