Martin Samler Ind – Klædt I Gult
Pengene de gule cykelryttere samler ind går ubeskåret til kritisk syge børn. Martin Withus og hans hold, Team Rynkeby Østjylland, er godt med, her kort før de sætter sig i sadlen med kurs mod Paris.

I månederne op til turen, der starter 8. juli, har de gulklædte teams ikke blot trænet hårdt for at kunne gennemføre det 1350 km lange tur. De har også motioneret deres bekendtskabskreds og professionelle netværk. Her er det ikke benene det handler om, men tegnebøgerne, der skal tages op af lommen. Hver enkelt cykelrytter gør nemlig en stor indsats for at samle penge ind til den sag det hele drejer sig om: børn med kritiske sygdomme.

Vi har bl.a. skaffet sponsorater, hvor man mod et beløb kan få sit firmalogo trykt på vores cykeltøj, forklarer Martin Withus, leder af TechPeoples Aarhuskontor.

Desuden har vi hjulpet med at arrangere forårets store skoleløb, hvor flere tusinde skolebørn samlede ind til sagen.

 

Hver enkelt af de knap 50 medlemmer af Team Rynkeby Østjylland har desuden sin egen MyCollection indsamlingskonto, hvor venner, bekendte og forretningsforbindelser kan spytte i kassen.

Folk er gode til at sprede budskabet og lokke tegnebogen op af lommerne på deres netværk, fortæller Martin.

Beløbene varierer meget, lige fra 1, – til flere tusinde kr., afhængig af det netværk man hver især har. Man kan f.eks. indsamle penge ved at sælge sine personlige trænings-kilometer.

 

Selv gør han meget ud af at takke de sponsorer han har fundet, ved at cykle ud til dem og tage en selfie i sit gule outfit, som tak for bidraget. Billedet kan sponsorerne så bruge på de sociale medier til at fortælle omverdenen, at de støtter den gode sag.

Ofte lægger også hele teamet ruten forbi deres sponsorer, når man er ude på træningstur. Så holdes der pitstop foran virksomheden, hvor man tager billeder og på den måde kvitterer for sponsorernes engagement.

Vi har netop afholdt en stor sponsortur. Vi hoppede op på cyklerne kl. 9 om morgenen og tog en stor cykelrunde i Aarhus for at besøge alle vores sponsorere og sige hej og tak for støtten.

 

Martin ser frem til at sætte sig i sadlen for alvor fra 8. juli og en uge frem. Ikke mindst glæder han sig til at mødes med de ca. 2500 andre ”rynker”, når man har nået sit mål i Paris.

De har alle gjort noget for at støtte en god sag. Individuelt får man selvfølgelig også noget ud af det, fordi man kommer i god form. Men det bedste er alligevel at være sammen om at samle ind. Vi hjælper hinanden med at fortælle den gode historier. Folk skal ikke være i tvivl om hvad alle de folk på de gule cykler gør: De samler ind til kritisk syge børn.

 

Giv en skilling til Martin Withus. Her er linket til hans MyCollection side:

https://intranet.team-rynkeby.com/mycollection/5032