MORTEN FOGTMANN – NY SOFTWARE INGENIØR I AARHUS

Erfaren udvikler inden for embedded realtids-software Morten Fogtmann er netop startet i TechPeoples Aarhus-afdeling. Hans første opgave sender ham ud til en global vindmølleproducent.

– En vindmølle producerer enorme mængder data. I en moderne mølle er der over 1000 målepunkter. Det handler om at sørge for, at de data, der produceres, ender på rette sted til rette tid, fortæller Morten, der har kvittet tilværelsen som teamleder netop for at kunne løse den slags komplekse tekniske problemstillinger i stedet.

– Noget af det jeg synes jeg er god til, er at sætte mig ind i noget komplekst på kort tid. Den mulighed får jeg som konsulent ved TechPeople, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver rundt omkring hos vores kunder. Og ikke mindst glæder jeg mig til at kode igen. Tidligere har jeg arbejdet bl.a. som projektleder og som tech lead med ansvar for et team af udviklere. Det var fint, men det bliver sjovt at få fingrene ned i kodningen igen. Det vil jeg hellere end f.eks. at skulle holde styr på det samme system fem år i træk. Jeg vil hellere grave mig ned i noget lynhurtigt og få løst problemerne. Det ligger nok mere til mig.

Morten kommer fra en stilling som tech lead i Johnson Controls, der producerer industrielle kølesystemer. Før dette arbejdede han hos Terma med teknologi til forsvaret, primært inden for realtidssystemer til fly.  Endnu tidligere i karrieren har han slået sine folder i den aalborgensiske mobil-branche.

– Stort set hele min karriere har jeg arbejdet med embedded realtids-software og primært har jeg kodet i C++. Dertil kommer kravstyring og test. Det var et stort tema på både Terma og Johnson Controls, så det ved jeg også en del om.

Morten er uddannet diplomingeniør og bor i nærheden af Silkeborg med kone og tre døtre. Blandt fritidsinteresserne er en sejlbåd, som familien om sommeren bruger til småture på søerne omkring Ry og Silkeborg. Og så er Mortens helt store hobby lige nu renoveringen af et 70’er hus. Det går langsomt fremad, skulle vi hilse og sige, men det går fremad trods alt. Næste store projekt er renovering af det ene af husets badeværelser, der lige nu står som det blev bygget i 1974. Men helt slippe embedded software i sin fritid kan Morten nu ikke:

– Jeg går og nørder lidt med nogle computer-ting. Og så har vi de sidste par år haft en fast tradition med at lave noget sjovt til Halloween med nogle små embeddede computere, der styrer lyd- og lyseffekter. Vi prøver at skræmme ungerne lidt, når de kommer op og ringer på vores dør. I år var det en fjernstyret bil, som jeg havde klædt ud som spøgelse med et lysende skelethoved ovenpå.

Vi siger velkommen til Morten Fogtmann, ny konsulent i TechPeople.

– Stort set hele min karriere har jeg arbejdet med embedded realtids-software og primært har jeg kodet i C++.