STATUS: TILBAGEBLIK PÅ 2016 OG AMBITIONER FOR 2017

Af Kim Fahrenholtz

Vi befinder os i starten af det nye år og jeg vil genre benytte lejligheden til både at kigge tilbage og se fremad: Hvad var de vigtigste begivenheder i det forgangne år, hvor bevæger virksomheden sig hen, og hvad forventer vi os af 2017?

Endnu et år er gået godt, endda meget bedre end forventet. I 2016 oplevede vi en eksplosiv vækst på 49% i forhold til 2015. Vi startede januar med at have 30 konsulenter på kundeopgaver og i december var tallet 60. I tal gik vi fra en omsætning i 2015 på 34,673 millioner til en omsætning på 51.709 millioner i 2016.

Det, der måske har fyldt mest i 2016, er de udfordringer vi har haft på ressourcesiden. Både vi og vores kunder oplever, at det er svært at tiltrække erfarne ingeniører. Derfor har vi i stigende grad anvendt udenlandske ingeniørressourcer, som vi har fået her til Danmark. Det har været krævende i forhold til alt fra tilladelse, skatte- og boligforhold samt ekstra opmærksomhed til de som er fremmede i vores land.

Set udefra har der måske ikke været så meget at bemærke. Men det er lidt ligesom når man betragter et par ænder på søen. Det ser så roligt ud, men jeg kan godt love for, at vi har padlet som gale under overfladen.

Markedsleder

TechPeople opnåede i 2016 at blive absolut markedsledende på konsulentydelser inden for udvikling af embeddede systemer på Sjælland. Det var også året, hvor vi plantede vores første flag i Jylland, nærmere bestemt i Aarhus, og vi har allerede har fået de første kunder i hus.

Den generelle vækst i markedet skyldes primært vores kunders succes. Deres fremgang har eskaleret behovet for ressourcer og kompetencer til nye udviklingsprojekter. På nær et par enkelte brancher har væksten været jævnt fordelt på alle vores kunder.

Forretningsdrevet tilgang

Jeg tror, at årsagen til at vi har oplevet en større vækst end vores konkurrenter er vores forretningsdrevne tilgang til markedet. Vi fokuserer på:

  • Kundetilfredshed – Vi markedsfører kun de dygtigste konsulenter i markedet og til fair pris.
  • Gennemsigtighed – Kunder såvel som konsulenter har indsigt i vores aftaler og timepriser.
  • Matching – Vi arbejder hårdt og dedikeret på at finde den rette konsulent til opgaven.
  • Volumen – Vores store kundebase muliggør succesfuld genplacering af konsulenter.
  • One stop shopping – Som de eneste tilbyder vi konsulenter og kompetencer inden for embedded udvikling såvel som IT & forretningssystemer. Fra sensor til Cloud.

Intern udvikling

TechPeople har gennem 2016 sideløbende startet en intern proces, der skal bringe virksomheden fra at været centreret om én iværksætter til at blive en moden organisation, hvor ansvar og beslutningskraft uddelegeres. Det er en proces, der ikke lige sker over natten. Men vi er kommet godt i gang og målet og midlet står klart foran os.

TechPeople har siden starten i 2010 haft et meget forretningsorienteret fokus i opbygning af virksomheden og udbud af kompetencer. Drivkraften er kundernes og markedets behov, i stedet for f.eks. teknologi eller løsninger.

Vi har nu en salgsorganisation bygget op omkring salgsafdelinger i Herlev og Aarhus, og vi vil løbende udvikle organisationen derfra. På leverancesiden har vi planer om at forankre flere kompetencegrene internt i organisationen og geografisk, så vi i højere grad kan imødekomme kundernes ønsker og behov.

Tillid og respekt

I TechPeople gør vi meget ud af klassiske værdier som tillid og respekt. I bund og grund har vi to slags kunder: konsulenterne vi markedsfører og kunderne vi sælger til. Begge er afgørende for os. De skal kunne stole på os og de skal kunne lide at gøre forretning med os. Mister vi den ene part, så mister vi forretningen.

Efter en eksplosiv vækst i 2016 vil vi derfor i 2017 fokusere på, at vores nuværende kunder og konsulenter forbliver tilfredse, fremfor at jagte yderligere vækst.

Vi opnåede i 2016 at blive absolut markedsledende inden for udvikling af embeddede systemer på Sjælland. Det var også året, hvor vi plantede vores første flag i Jylland.