I krydsfeltet mellem salg og teknik er Andreas i sit es
Han er sælger, teknik-tosset og inkarneret Herlev-dreng. Mød Andreas Bo Rene Jensen, ny account manager i Akkodis | TechPeople.

Kigger man ned over Andreas’ LinkedIn-CV opdager man hurtigt, at man har med en driftig mand at gøre. Andreas, ny account manager i TechPeople, har trods sin relativt unge alder etableret en stribe virksomheder og haft job i forskellige teknik-tunge brancher.

Han har bl.a. solgt fibernet og bredbånd i Teila, haft eget bureau med speciale i e-handel og drevet leasingselskab.

Jeg har altid haft lyst til at sætte nye ting i gang og prøve kræfter med nye brancher, forklarer han.

Oprindelig er jeg salgsuddannet og fik derefter en karriere i it-branchen. For knap 15 år siden valgte jeg at gå selvstændig og specialisere mig i at bygge e-commerce løsninger. Dengang var e-handel nyt. Jeg syntes det var et interessant felt, fordi jeg kunne kombinere min interesse for handel og teknik.

Andreas, der for øvrigt er censor på de danske erhvervsakademiers uddannelser i e-handel, etablerede et bureau, der fokuserede på den tekniske del af en e-handelsløsning. Her arbejdede han bl.a. også som konsulent på de projekter man solgte til kunderne. Det har givet ham et godt indblik i konsulentverdenen. Den erfaring kommer ham til gode, når han nu i rollen som account manager kontakter virksomheder om deres behov for ekspert-konsulenter inden for embeddede løsninger. Andreas startede hos TechPeople i midten af februar.

Jeg ved, hvordan man som konsulent interagerer med kunderne. Det har jeg gavn af nu, synes jeg, selv om den embeddede verden er ny for mig. Jeg kommer jo fra den brede it-branche, og sammenlignet med den, er den embeddede branche smallere og mere specialiseret. Og jeg har måttet lære en masse nye tekniske begreber, på trods af at jeg har en ret god teknisk viden og f.eks. kan programmere.

Andreas mener, at netop hans tekniske interesse, der allerede som barn fik ham til at bikse med sin fars computer, har hjulpet ham. Ifølge ham selv er han god til at sætte sig ind i nye ting, også selv om de er teknisk komplicerede.

Jeg trives med at arbejde med et område som den embeddede branche, hvor det tekniske niveau er højt. Desuden har jeg altid haft en stor glæde ved salg og har nemt ved at komme i kontakt med folk.

I sine tidligere jobs som sælger i it-branchen, arbejdede han i høj grad med produkter fra den embeddede verden, f.eks. salg af headset til Mærsk. Dengang tænkte han ikke over, hvad der fik produkterne til at fungere som de gjorde. Med jobbet i TechPeople har han fået øjnene op for, hvor spændende netop den tekniske side af disse produkter er.

Jeg har aldrig tidligere forholdt mig til, hvad der foregår inde i en dims, som f.eks. et headset eller et webcam. Men det er jo enormt spændende.

Det har også været spændende for ham at opdage, hvor godt et ry TechPeople har ude hos kunder, nye såvel som gamle. Ifølge ham er det en virksomhed man virkelig har lyst til at være en del af og han føler, at han er blevet fantastisk godt modtaget.

Jeg har super gode kolleger. Vi både arbejder og hygger godt sammen. Desuden er det en flad organisation, hvor alle bliver hørt. Jeg kan især godt lide den ærlighed vi har, både over for hinanden og over for kunder og konsulenter. Den åbenhed ligger i TechPeoples DNA og den har jeg det rigtig godt med.

Andreas er født og opvokset i Herlev og bor omkring en kilometer i fugleflugtslinje fra TechPeoples kontorer. Han bor sammen med sin kone, i et hus hans morfar har bygget og som siden blev overtaget af Andreas’ forældre. I fritiden renoverer han gamle biler, bl.a. en 3-liters Opel Commodore fra 70’erne, der oprindelig var farens ungdomsbil. Og ikke mindst elsker han som inkarneret tekniknørd at makke med Raspberry Pi computere og bygge smart-home teknologi.